I studiet med Blå Nætter del 1

BN_STRANGER_THINGS_02.jpg

 

En kold søndag i marts mødte jeg bandet Blå Nætter i et studie på Vesterbro. To dage forinden er de begyndt på indspilningerne af de sange som skal udgøre debutalbummet.

Jeg møder Simon (lead vokal & guitar), Jacob (keys & vokal), Andreas (bas & vokal) og Christian (trommer & percussion) til en kop kaffe og lyden af tonerne fra bandets lead guitarist Mads, som er i fuld gang med indspilningerne i rummet ved siden af.

Vi lægger ud med, hvorfor det er netop nu at debutalbummet skal indspilles.

 

Andreas: Økonomisk set er det muligt, fordi vi har fået et Koda legat. Musikmæssigt har vi har været i en konstant udvikling. Vi har skrevet en masse sange, og vi har re-arrangeret nogle gamle numre, så de passer til den lyd, som Blå Nætter har lige nu. Det er blevet mere elektronisk og afdæmpet end det tidligere mere skramlede rockede udtryk, der var på EPen.

Simon: Før skete der mange ting i vores musik, nu ligger der en bund og nogle større flader efter at Jacob er kommet ind med synthesizers. 

Andreas: Det elektroniske har fået lov til at fylde meget mere og vi har skrevet sange med det for øje. 

 

Bandet udgav deres EP ”Hvorom Alting Er” i 2015 og singlen ”Plads til Tårer” i 2017. Men på trods af et efterhånden ret stort bagkatalog af sange, er der ikke er blevet udgivet flere singler, men det er der en bestemt grund til:

 

Andreas: Jeg tror, at det er fordi vi er så glade for album formatet. Vi udgav en single og indspillede egentlig en mere, men så tænkte vi ”hvorfor ikke bare udgive en plade”? Vi stoler på, at vores lyttere er som vi selv er, og vi holder alle sammen meget af at lytte til fuldlængde plader. Det var også derfor, at vi valgte at udgive vores EP på vinyl. 

Jacob: Personligt tænker vi også musik i albums, vi kunne også have udgivet 10 singler, men det passer ikke til Blå Nætter, som vi ser os selv. Vores single blev indspillet på en dag, og det var fint nok, men med et album får du som artist mere tid til at dykke ned i kunsten. 

 

På de tidligere udgivelser har vi hørt nogle dybe og eftertænksomme tekster, og det er ikke en ting, som har ændret sig i bandets nye sange, snare tværtimod:

 

Simon: De nye sange går meget i tråd med EPen, måske en anelse mere mørke og upbeat. Den nye plade bliver mere melankolsk og med stadig mere dybe og eftertænksomme tekster.

Jacob: Vi har et dogme om, at det er vigtigt at skrive tekster om de alvorlige ting, også dem som gør ondt. Men samtidig skal der også være lys for enden af tunnelen.

Simon: Der er altid en flig af håb eller en løsning. Det er melankolsk musik, som man kan danse til. 

Jacob: Det ligger egentlig også i bandnavnet ”Blå Nætter”, det er ok at være nede en gang imellem, det er en del af det at være menneske. 

Simon: For mig er det vigtigt at huske på, at livet ikke altid er snorlige. Der er mange sangskrivere, som ikke går så dybt ned i deres tekster og rammer der hvor livet gør ondt, for mig bliver det lidt uvedkommende. 
For os er det vigtigt, at teksterne bliver vedkommende og noget som man kan relatere til, det må gerne være lidt blåt!

Christian: Jeg håber, at folk kan spejle sig i de tekster vi skriver og de følelser, som vi prøver at bringe frem.

 

Men hvor kommer inspirationen til de melankolske og mere eftertænksomme tekster så fra?

 

Jacob: Det er primært Simon, som skriver teksterne, men vi har nok alle mærket, enten på egen krop eller på folk som er rigtig tætte på os, at livet kan være svært en gang imellem.

Simon: Der vil altid være et personligt aftryk, når man skriver tekster, men der er ikke noget, som er direkte selvbiografisk. Det er fantastisk, hvis man kan skrive selvbiografisk og gøre det vedkommende, men for mig giver det ikke mening. at jeg blotlægger mit liv for nogle andre. Jeg vil hellere skrive mere åbent og mere generelt, så det er nemmere at relatere til. Så det er ikke min personlige dagbog, som kommer ud i teksterne.

Jacob: Samtidig kommer det også tæt på modtageren ved, at sangene er skrevet i ”du” form. Det kan jeg godt lide, for det bliver virkelig kastet i ansigtet på lytteren, men uden at det bliver ubehageligt.

Simon: Det er bliver mere vedkommende at bruge ”du” i stedet for ”jeg”, det taler til lytteren og bliver mere kommunikativt.

 

Selvom det er snart 3 år siden, at bandet udgav deres EP, har der ikke været stille på live-siden hos Blå Nætter. De spillede en del koncerter i 2017, og planen er, at det skal fortsætte i 2018.

 

Andreas:  Vi skal afsted på en efterårstour, om det bliver en albumtour, det ved vi ikke endnu. 
Vi tør endnu ikke sige, om pladen bliver udgivet til sommer, måske bliver det en forårs- eller en efterårsplade. Det er stadig tidligt i processen, så det er svært at sige.

Jacob: Vi vil selvfølgelig gerne have pladen ud, men hellere tage den ekstra tid og så få det gjort ordentligt.

Andreas:  Vi skal ud og spille et par koncerter sammen med Bjergtaget her i foråret, en i København og en i Silkeborg.
Den i København bliver ude på Reffen209 den 24. marts. Vi vil gerne ud og spille lidt, imens vi indspiller og give publikum en lille forsmag på de nye sange. Reffen209 er et nyt spillested, men et sted vi har et tilhørsforhold til, da Jacob tidligere har haft øvelokale derude.

Jacob: Da jeg startede med at øve derude, var det helt smadret, men nu er det blevet rigtig flot renoveret og der er kommet en scene derude. Stedet er drevet udelukkende af frivillige ildsjæle, som brænder for at skabe et sted for kultur på Refshaleøen.
Jeg håber virkeligt, at folk tager stedet til sig. Der er lige blevet bygget en cykelbro, så der er ingen undskyldning for ikke at tage derud, og vi håber, at en masse vil komme og høre os spille og tjekke stedet ud.